.jpg)
Termografering – hvor og hvorforTermografering vinder større og større indpas hos mange virksomheder indenfor mange forskellige brancher – ikke mindst fordi et termokamera der for få år siden kostede omkring kr. 100.000, nu kan erhverves for under det halve, og så endda med flere faciliteter og bedre specifikationer. Kameraerne er i dag meget avancerede, og i stedet for at købe ydelsen fra et eksternt firma, vælger mange virksomheder at investere i termografiudstyr og uddannelse - på den måde bliver de mere fleksible, og kan i mange tilfælde spare penge på ydelsen.
Termografering bliver bl.a. brugt i forbindelse med forebyggende vedligeholdelse indenfor industrien, med termografering kan man "opdage" problemerne, inden de bliver så alvorlige, at bliver tale om et decideret drift stop, som kan koste rigtig mange penge. Flere forsikringsselskaber kræver i dag, at virksomheden får termograferet de tekniske installationer mindst en gang om året.
Mange håndværkere bruger termografering som et hjælpemiddel i dagligdagen som ethvert andet stykke værktøj. Et termokamera kan f.eks. vise bygningskonsulenten, hvor der er problemer med manglende isolering, fugt eller kuldebroer, så han ved hvilke
løsningsmodeller han skal foreslå kunden. Elektrikeren kan tjekke den el-tavle han har repareret eller sat i drift, så produktionen ikke pludselig får drift stop pga. en overophedet eller afbrændt komponent. VVS installatøren kan f.eks. bruge termokameraet til at finde lækager i skjulte vandinstallationer, eller til at tjekke isolering af kedler og varmeinstallationer. Automekanikeren kan bruge termokameraet til fejlfinding på bilens varmeanlæg, bremser, lejer med mere. Der kunne nævnes mange flere applikationer hvor termografering bliver brugt til at løse temperatur relaterede problemer i dagligdagen.
Men hvad er termografering, og hvad er det egentlig et termokamera kan? Et termokamera kan sammenlignes med et infrarødt pistol termometer som de fleste kender og har brugt. I stedet for at måle temperaturen i et enkelt punkt, sidder der i termokameraet en infrarød detektor i termokameraet med f.eks. 160x120 pixel (total 19.200 pixel eller temperaturmålepunkter). Detektoren kan sammenlignes med detektoren der sidder i et almindeligt digital kamera, men i stedet for at detektere lys niveauer måler IR detektoren den infrarøde stråling fra objektet.
Alle objekter udstråler infrarød energi der er afhængig af objektets temperatur – jo højere temperatur jo større infrarød energi og stråling, og jo lavere temperatur jo mindre infrarød stråling fra objektet. Termokameraet omsætter værdierne fra IR detektoren til farver, og opbygger et varmebillede af objektets overflade, så termograføren tydeligt kan se selv de mindste temperaturforskelle på overfladen. Det er vigtigt at fremhæve at termokameraet måler overfladetemperatur og kun overfladetemperatur, kameraet kan ikke måle ned i et emne eller gennem et emne, som man ofte ser i aktion eller science fiction film.
De forskellige farver, som IR billedet opbygges, af repræsenterer en temperatur. I de mest brugte farveskalaer er sort koldest og hvid varmest. Termokameraet har normalt farveskalaen angivet på skærmen med (som minimum) top og bundtemperatur, så man hurtigt kan vurdere hvilke temperaturer man ser på IR billedet.
To meget vigtige funktioner i kameraet er justering af LEVEL og SPAN – disse indstillinger er altafgørende for om IR billedet viser alle de temperaturinformationer objektet indeholder. Span indstillingen bestemmer hvor stor en del af det totale temperaturområde man ønsker at se. Hvis kameraet har et måleområde på -20…250°C, er det totale span 270°C. Hvor langt man kan justere spandet ned er forskelligt fra kamera til kamera, de fleste kameraer kan som minimum gå ned til et span på 4°C, og nogle kameraer helt ned til 0,8°C. Indstillingen level bestemmer hvor i temperaturområdet spandet skal placeres
– hvis man har valgt et span på f.eks. 10°C, kan det placeres overalt i temperaturområdet f.eks. 10-20°C, 30-40°C eller 22-32°C. Det er vigtigt at justere level og span så man udnytter hele farveskalaen, dvs. at der skal være lidt sort og lidt hvidt på den del af objektet man vil analysere. Heldigvis har de fleste termokameraer en autojustering af level og span, så man kun behøver at trykke auto og finjustere for at få al tilgængelig information ud af billedet. Level og span kan også justeres i den medfølgende software, så selv om man ikke har ramt den helt rigtige indstilling da billedet blev taget, kan fejlen efterfølgende rettes op i softwaren.
For at få en korrekt temperaturmåling er det vigtigt, at indstille emissionsværdien i kameraet, så den passer til objektet. Emissionsværdien kan indstilles fra 0,01 til 1, og er afhængig af materialet man måler på. Blanke skinnende og reflekterende overflader har en lav emissionsværdi, og det er meget svært at måle en korrekt temperatur. Overflader der er matte og ikke reflekterende har en høj emissionsværdi, og her kan man måle en temperatur der er nøjagtig. Der findes emissionstabeller hvor man kan finde emissions værdier for mange forskellige materialer – men desværre er det ikke en facitliste, og forkert tolkning af emissionsværdi er nok den mest udbredte fejl i forbindelse med termografering og infrarød temperaturmåling. Der findes forskellige metoder til at fastsætte et objekts emissionsværdi – vil du vide mere, så meld dig til et af vores Level 1 kurser, så vil du lære at forstå og tolke emissionsværdi. Emissionsværdien kan også justeres i den medfølgende software, så selv om man ikke har ramt den helt rigtige indstilling da billedet blev taget, kan fejlen efterfølgende rettes op i softwaren.
En sidste meget vigtig indstilling i kameraet er fokus – hvis billedet er ude af fokus er billedet dårligt, og temperaturmålingen er ikke korrekt. En rapport med uskarpe billeder vil fortælle kunden at termograføren ikke har tjek på sit kamera. Fokus er på mange måder den vigtigste indstilling i kameraet, for man kan ikke rette op på sine fejl i softwaren, er billedet uskarpt må det kasseres og tages om – det kan ikke reddes!
.jpg)
De fleste termokameraer leveres med en rapportsoftware, som gør det nemt for termograføren at udfærdige dokumentation i forbindelse med en termografi inspektion. En vel udført termografirapport viser tydeligt, hvor temperaturen er udenfor de grænser, man normalt forventer på de objekter der er termograferet.
Hos Elma Instruments får vi mange spørgsmål hver eneste dag omkring termografering, mange er fra kunder der overvejer, om termografering er et område deres firma skal gå ind i. Selvom priserne er faldende, er termografiudstyr ikke noget man "bare" bestiller på nettet – de fleste kunder vil gerne vide lidt mere omkring termografering og vores produkter, inden de beslutter sig for hvad de skal købe.
Indenfor de forskellige termografi applikationer er det vigtigt, at sætte sig ind i evt. forsikringskrav, lovkrav og certificeringskrav. I mange tilfælde har vi set kunder, der har fået dårlig eller ingen vejledning i valg af udstyr, og ender med at stå med et kamera, de ikke kan bruge, fordi kameraet ikke har de specifikationer der skal til for at løse opgaverne. Elma Instruments er selvfølgelig meget gerne behjælpelig med en uforpligtende behovs analyse og/eller demonstration - så giv os et ring inden du beslutter dig, vi har termografi eksperter, der kører over hele landet.
Termografering af el-tavler er en af de største og første applikationer indenfor termografering. Med termografering er det muligt, at finde fejl der resulterer i for høje temperaturer på komponenter i el-tavlen. Fejlene skyldes hovedsageligt løse/dårlige forbindelser, overbelastning og komponentfejl - hvis fejlene ikke bliver opdaget og rettet i tide, kan de nemt resultere i brand. Der er ikke umiddelbart specifikke lovkrav til det termografiudstyr der bruges til el-termografering, men mange kunder og forsikringsselskaber kræver at termograferingen skal være certificeret, og så er der pludselig krav til både udstyr og uddannelse af termograføren der udfører termograferingen. Det er Dansk Brandteknisk Institut der står for certificering af el-termografører i Danmark, som udgangspunkt kræves det, at termograføren har et Level 1 termografikursus, derudover er der krav til termografiudstyret der benyttes - du kan læse mere i Nordisk Guideline som du bl.a. finder her:
Termografering af bygninger er den hurtigst voksende applikation indenfor termografering i øjeblikket. Mange bygningssagkyndige har fået øjnene op for de store fordele der er ved at få bygningen termograferet, og det bliver mere og mere almindeligt, at der udføres en termografi inspektion i forbindelse med køb/salg af huse. En professionel opbygget termografi rapport af et parcelhus kan nemt komme op på omkring 75-100 sider, komplet med billeder og konklusioner. Termografibillederne vil afsløre utætheder i klimaskærmen, kuldebroer, dårlig eller manglende isolering, fugt i væg og tag samt andre bygningsfejl der vil resultere i en temperaturafvigelse. Der er ikke umiddelbart nogen lovkrav omkring bygningstermografering, men ønsker du at termografere bygninger certificeret, er der krav til både firma, uddannelse af termografør og termokamera. Dansk Standard styrer certificering af firmaer i henhold til Europa normen DS/EN13187. Elma Instruments tilbyder uddannelse, se afsnittet uddannelse længere nede.
IndustritermograferingTermografering og forebyggende vedligeholdelse indenfor industrien er et meget bredt område, som ofte kombinerer bl.a. el-termografering og bygningstermografering (varmecentraler etc.). Af andre termografi applikationer indenfor industrien kan nævnes mekanik som f.eks. pumper, motorer, gear samt produktionsmaskiner og produktionslinjer. Industrien har ofte stationære termokameraer installeret, for at holde øje med maskiner og produktionslinjer.
ElektroniktermograferingIndenfor elektronik industrien bruges termografering ofte til fejlfinding på printkort, det er vigtigt at bruge et termokamera der kan komme helt tæt på de små komponenter. I dag har mange termokameraer en nærgrænse på kun 10 cm - skal man tættere på, kan man til nogle termokameraer købe en makrolinse som ekstra tilbehør.
Køber du termokamera hos Elma Instruments, lader vi dig ikke i stikken, vi tilbyder et stort uddannelsesprogram indenfor termografering, og du bestemmer selv hvor meget eller hvor lidt du vil ofre på sagen. Vi tilbyder timebaserede kurser, dagsbaserede kurser eller vi kan give dig et tilbud på en komplet uddannelse indenfor termografering. Vil du kun vide noget om kamera eller software klarer vi også det – hos os kan du få det helt ligesom du helst vil have det.
Se mere om vores populære Level 1 kurser under linket kurser, tjek kursusbeskrivelser og kursuskalenderen – vi glæder os til at byde dig velkommen på et af vores kurser…
Se hele Elma Instruments produktprogram under produktgruppen termografering, og ring på telefon 70 22 10 00 hvis du har yderligere spørgsmål om termografering.